Fajr 06:27 | Shuruq 08:18 | Dhuhr 12:22 | Asr 14:03 | Maghrib 16:25 | Ishaa 18:10 (Mere...)

Pressemeddelelse vedr. angreb på Krudttønden

Skrevet af DIT, Det Islamiske Trossamfund den .

Tid til at være seriøse. Angrebet på Krudttønden i dag trækker dybe spor i vores samfund. En forkert handling, der desværre har haft uheldige konsekvenser med tab af en civil persons liv. Flere politifolk er blevet sårede, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er vigtigt at forebygge at flere såres eller skades i de næste par dage og uger.

Som Det  Islamiske Trossamfund finder vi det bydende nødvendigt at gøre myndighederne opmærksomme på, at de tager de nødvendige skridt for at flere ikke såres eller mister livet ved, at der fejlagtigt gås til angreb på almindelige muslimer eller moskeer.

Det vil klæde politikerne også at vise deres solidaritet med alle herunder også muslimerne, der uden tvivl vil blive de næste ofre i deres almindelige hverdag. Derudover er det vigtigt – hvor utidigt det end måtte forekomme – at drøfte hvilke mekanismer, der har været til stede som katalysator for denne slags handlinger, da man ellers fra politisk side atter vil risikere at udstille ineffektivt ved at lave tiltag, der ingen reel effekt måtte have.

Det Islamiske Trossamfund efterlyste åbent i kølvandet på Charlie Hebdo-episoden en offentlig og reel analyse af de tilgrundliggende mekanismer for, at vi kunne komme videre. Tiden til at udvise seriøsitet er stadig til stede, og det efterlyses fortsat.

Til muslimerne skal siges: Lev jeres liv som I plejer, men vær opmærksomme på jeres omgivelser. Udvis jeres venlighed og jeres gode manerer som Profeten Muhammad (må Guds fred og Velsignelser være med ham) har vist os og hele menneskeheden. Risikoen for fejlagtige hævnangreb, for noget som I ikke har haft noget som helst at gøre med, er absolut til stede. Færdes derfor ikke alene de næste par uger steder, som I ikke kender.

Er I en del af en muslimsk organisation eller moske, så tag jeres forholdsregler til at holde ekstra vagt og opstil overvågningskameraer, hvis ikke I har det allerede. Tag kontakt til myndighederne og bed dem om ekstra beskyttelse, hvis I føler jer usikre. Og træk aldrig i den mentale defensiv og bliv ikke undskyldende, for når man er uskyldig og fri for sådanne handlinger, så skal man aldrig lade andres fejlopfattelser og begrænsede forståelse definere én. Bibehold jeres oprigtighed og kærlighed til jeres Deen, fordi Allah belønner den tålmodige i Livet Hinsides hvor ingen uretfærdigheder vil finde sted. Tiden til at udvise seriøsitet er fortsat til stede og har aldrig været mere påtrængende.

DIT, Det Islamiske Trossamfund