“Han har ikke født, ej heller er Han født”

(Følgende er et uddrag af første kapitel i bogen “Dialog With An Atheist” af dr. Mustafa Mahmoud
I bogen giver han nogle fyldige og nyttige svar til de ikke-troendes spørgsmål om Islam.)

Min bekendt er en mand, som kan lide at diskutere og som finder megen glæde i samtaler om forskellige emner. Han mener, at vi - de naive troende - lever i en illusion, og at vi går glip af denne verdens fornøjelser og glæder, mens vi er optaget af tanker om Paradiset og Den Sidste Time.

Min bekendt har studeret i Frankrig, hvor han tog sin Ph.D. grad, mødtes med hippier og mistede troen på alt. Han tiltalte mig sarkastisk: “Du siger, at Gud eksisterer. Dit hovedargument er “årsagsbegrebet”, som står for, at ethvert væsen og enhver ting eller eksistens må være skabt af en Skaber eller en virkende årsag; et stykke stof kommer fra en væver, et maleri er lavet af en maler osv. Universet er derfor, ifølge denne tankegang, tydeligvis frembragt af en skabende Gud, en som har frembragt det.
Men hvis man holder sig til denne teori, har man så ikke ret til at følge den samme tankegang og spørge:
Hvem skabte den Gud du taler om? Leder din egen logik dig ikke til dette spørgsmål? Nå, hvad har du så at sige til dette spørgsmål?”

Jeg besvarede hans spørgsmål ved at gøre ham det klart, at dette spørgsmål er meningsløst:
Der er intet dilemma eller noget, der ligner. Du benævner Allah som Skaberen og på samme tid spørger du, hvem der skabte Ham. I samme sætning benævner du Ham som Skaberen og som en, der er skabt; dette er en modsætning. Der er også en anden side af det meningsløse i dit spørgsmål: Du forestiller dig Skaberen underlagt de love, som Han har gjort gældende for Sine skabninger. Årsagsbegrebet gælder for os, som lever i rum og tid; Allah som skabte rum og tid er nødvendigvis ophøjet i forhold til begge disse begreber, og det vil være en fejl fra vores side at tro, at Han er bundet af dem eller af de regler der gør sig gældende for begreberne. Det er Allah, som har skabt årsagsbegrebet og vi kan ikke betragte Ham som underlagt de love, Han har skabt.

I dette sofisteri er du som en marionet dukke, der bevæger sig ved hjælp af fjedre og søm. Hvis den kunne tænke, ville den deraf udlede, at det menneske, som har konstrueret den, også bevæger sig ved hjælp af fjedre. Hvis dukken fik at vide, at mennesket bevæger sig af sig selv, ville den fastholde, at det var umuligt, idet alt hvad den kender er at bevæge sig ved hjælp af fjedre. Lige som dukken kan du ikke forestille dig, at Allah eksisterer i kraft af Sig Selv, uden behov for en virkende årsag. Og det er, fordi du betragter alt omkring dig som afhængig af en virkende årsag. Det er som om du tror, at Allah har brug for en faldskærm for at stige ned og være blandt menneskene, eller at Han skal have en hurtig bil for at nå Sine profeter - men Allah er højt hævet over sådanne forhold.

Den tyske filosof Emmanuel Kant nåede i sin bog “Critique of Pure Reason” frem til, at den menneske-lige hjerne ikke er i stand til at begribe uendeligheden, og at hjernen er skabt til kun at forholde sig til konkrete enkeltheder. Den er ude af stand til at forholde sig til en sådan universel eller total eksistens som Guddommeligheden.

Vores viden om Allahs eksistens stammer fra vores bevidsthed, ikke fra fornuften. Ligesom vores
tørst efter væske er bevis på, at væske eksisterer og vores higen efter retfærdighed er bevis for, at retfærdighed eksisterer.

Aristoteles fulgte kæden af årsager ved at forklare tømmer som årsag til stolen, træ som årsag til tømmeret, et frø som årsag til træet og landmanden som årsag til at frøet blev plantet. Han måtte konkludere, at denne kæde, som kunne fortsættes ud i det ubestemte, i sidste ende måtte være startet
ud fra en uafhængig årsag, e Primum Mobile, uafhængig af en anden igangsætter; en Skaber, der ikke
er skabt. Det er dét vi forklarer som Allah.

Ibn Arabi, den muslimske mystiker, forsøgte også at besvare spørgsmålet om, hvem der skabte Skaberen. Han forklarede, at spørgsmålet kun kan opstå i en forstyrret tankegang. Ifølge ham er det Allah, der har givet de forskellige eksistenser form, og det ville derfor være forkert at bruge de forskellige eksistenser som bevis på Allahs eksistens. Det er det samme som at sige, at når der er lyst, er det dag og deraf bruge det omvendte argument, nemlig at hævde, at dagen er bevis for lysets eksistens.

Allah siger i en guddommelig udtalelse (Hadith Qudsi):
“Det er Mig, som hjælper med beviser og opdagelser, intet bevis leder til Mig.”
Allah er det bevis, som ikke behøver andet bevis. Han er den Selvindlysende Sandhed, og Han er
det bevis, der dokumenterer og sætter alt i perspektiv. Han manifesterer orden, præcision og skønhed.
I det konkrete: i træernes blade, i lammets pels, i sommerfuglenes vinger, i blomsternes duft, i nattergalens sang og i planeternes og stjernernes harmoni - tilsammen bliver det til det symfoniske digt vi kalder universet. Hvis vi hævder, at alt dette blev til ud fra tilfældigheder er vi som en person, der tror, at man blot ved at kaste bogstaver op i luften og vente på at de sætter sig sammen til ord, kan skabe et forfatterløst Shakespear-agtigt værk.

Med nogle få udtryksfulde ord viser Al-Qur´an os svaret på alle disse argumenter i enkel klarhed:
“Sig, Han er Allah, den Eneste; Allah den Uafhængige, af Hvem alt afhænger; Han føder ikke, ej heller er Han født, og ingen er Hans lige:” (112:1-5)

Min bekendt fortsatte med at udspørge mig i en sarkastisk tone: “Hvorfor er Gud én? Hvorfor kan der ikke være flere guder, der deler ”arbejdet” imellem sig?”

Jeg valgte at besvare hans spørgsmål ikke med Al Qur´ans ord, men ud fra den logik han accepterede - den videnskabelige. Mit svar var, at Allah er én, fordi hele universet er skabt ud af ét og ifølge én fuldkommen plan. De 92 grundstoffer i Mendelevs tabel er opbygget af hydrogen og (ligesom stjernerne og solene i bogstaveligste forstand flammer op i rummet) af fusion og udstråling fra atom-energi.
Alle former for liv er opbygget af kulstof-sammensætninger; de bliver alle opløst, når de brændes ifølge én anatomisk plan.

Anatomien i en frø, en hare, en due, en krokodille, en giraf eller en hval viser alle den samme struktur.
- De samme årer, hjertekamre og knogler går igen i dem alle. Duens vinger er det samme som frøens forben, de samme knogler med kun en lille ændring. Giraffens lange hals består af syv nakkehvirvler, det samme antal som et pindsvin har.
- Alle nervesystemer består af en hjerne, rygmarv, motorik og sansenerver.
- Fordøjelsessystemet består af mavesæk, tolvfingertarm og den lille og store tarm.
- Det genitale system består af æggestok, livmoder, testikler og deres udførelses-gange.
- Den anatomiske enhed i alle disse dele af kroppen er celler.
Ligegyldigt om vi taler om planter, dyr eller mennesker, så møder vi den samme optræden, alle ånder, formerer sig, fødes og dør.

Så hvad underligt er der i at udled, at Skaberen er én? Lider Han af mangler, der kræver fuldendelse?
Det er kun det ufuldendte, der formerer sig.
Hvis der var mere end én gud, ville de falde over hinanden for hver især at tage deres del af det skabte til sig selv, og alt ville ende i ruin. Allah er Sublim og Uimodståelig, en Skaber, som ikke behøver og tåler nogen sammenligning eller partnerskab.

Min bekendte fortsatte med at gøre grin med Enhedsbegrebet. Han undrede sig over den gud, som er med i alt, stort og småt, som er Herre over alle skabninger og som er “på intim fod med bierne”, sådan som han udtrykte det. Men intet blad falder fra træet, uden at Allah ved det, og ingen frugter gror fra stammen, uden Han har regnet med dem; ingen kvinde undfanger og føder uden Hans viden. Det er Ham, som forårsager, at foden snubler i et hul i jorden og at fluen falder i en tallerken med mad. Selv hvis telefonen er død eller regnen ikke falder, eller omvendt - det styrter ned, Han står bag alle disse begivenheder.

“Jamen, har jeres Gud så ikke alt for travlt med jeres små ubetydelige ting, når Han er så storslået?” spurgte min bekendt.

Jeg forstår ikke altid min bekendtes logik. Ville Allah være mere unik, efter hans mening, hvis Han gjorde sig fri af alle ansvar, vendte ryggen til den verden Han har skabt og lod den uden opsyn, så den kunne forgå ved fuld kaos? Er den virkelige Guddommelighed i hans øjne en stillestående, ubevidst eksistens, som ikke kan se, høre eller reagere overfor sine skabninger og ikke passe på dem?
Og man må ydermere spørge, hvorfra han ved, hvilke forhold der er vigtige og alvorlige nok til at fortjene Guds opmærksomhed?

Fluen, som umiddelbart synes så ubetydelig, at det er lige meget om den falder i maden eller ej, kan ændre historiens gang ved et så ubetydelig fald. Den kunne smitte en hel hær med kolera og medføre sejr til den anden side og deraf følgende ændre hele den historiske scene. Døde Alexander den Store ikke på grund af en myg?

Den mest trivielle handling kan lede til de mest alvorlige konsekvenser og ligeså kan de mest betydningsfulde begyndelser lede til ingenting. Der er stadig tilbage at spørge, om min bekendt tror han kan udnævne sig selv som værge fro Allah ved at definere Hans opgaver for Ham? Kun Ham, der har kendskab til det ukendte kender værdien af enhver ting eller handling.

Vores Herre er Hellig og højt hævet over sådanne naive opfattelser. Den Gud, der er Guddommelig-heden værdig er Ham, hvis visdom omfatter alt, Ham undgår ikke ét atom - hverken i himlen eller på jorden. Han er Gud, Den Althørende, Besvareren, Den, som er betænksom overfor sine skabninger.