Profetens skjold ved Uhud.

Umm Umara var en velsignet kvinde på grund af sin tapperhed og sit heltemod, heriblandt hendes tilstedeværelse ved slagene al Hudaybiyya, Kharybar, Hunayn og Yamama. Men hendes mest ærværdige og betydningsfulde rolle udspillede hun under slaget ved Uhud.

Umm Umara skulle deltage i Uhud slaget sammen med sin mand, Ghaciya, og deres to sønner. Hun tog med for at give vand til de sårende, men Allah havde bestemt en langt mere afgørende rolle for hende.

Uden at kende til sin skæbne, tog hun af sted sammen med sin familie, bærende på et skind med vand, således ankom de til slagmarken ved Uhud den samme dag,som muslimerne havde overtaget kampen, så hun gik hen for at se, hvordan det gik med Allahs budbringer Muhammad (fvmh).

Men på samme tidspunkt begik muslimerne en fatal fejl. Da de så Quraish på tilbagetrækning, løb de frem mod krigsbyttet, selvom profeten(fvmh)havde beordret dem til at blive på skråningen.
Khalid bin Walid, der endnu ikke var blevet muslim, så den åbne flanke og indledte et angreb på muslimerne der. Pludselig var det Quraish, der havde overtaget. Muslimerne blev paniske og begyndte at flygte, så tilbage var kun profeten(fvmh) og en håndfuld af hans ledsagere. Deriblandt var umm Umara.

Da umm Umara så, at muslimerne flygtede, samlede hun nogle våben op og løb til for at forsvare profeten(fvmh) sammen med sin mand og to sønner. Profeten(fvmh) bemærkede, at hun ikke havde noget skjold, så han sagde til en af de flygtede muslimer ”giv dit skjold til den, der kæmper.” Muslimen gav hende så sit skjold, og hun forsvarede Allahs profet med det, mens hun samtidig brugte bue og pil og sværd.

Umm Umara blev også angrebet af ryttere, men hun vægrede aldrig eller følte frygt. Hun erklærede senere ”Hvis de havde været uden heste som vi, ville havde slået dem, med Allahs vilje”
Profeten (fvmh) beundrede hendes sans for selvopofrelse og sagde til hende” Hvem kan opnå, hvad du kan opnå! Umm Umara!”

Abdullah ibn Zayed, hendes søn, blev såret under kampen, og hans sår blødte uafladeligt. Hans mor løb hen til ham og forbandt hans sår og beordrede ham så ” Kæmp med folket min søn”
Pludselig kom den mand frem som havde såret hendes søn, og profeten(fvmh) råbte til hende: ” Det er ham, som sårede din søn”. Hun vendte sig modigt mod den mand som hendes søn havde beskrevet som en stor træstamme. Hun ramte hans ben, og sendte ham i knæ.
Profeten(fvmh)smilede så meget, at hans tænder blev synlige og bemærkede: ” Du har gjort gengæld, Umm Umara”. Da hun havde gjort det af med ham, sagde profeten (fvmh) ”æret være Allah, de har foretrukket dig frem for din fjende og har ladet dig få direkte hævn”

På et tidspunkt var profeten(fvmh)ladt alene, så fjenden Ibn Qurmay`a udnyttede muligheden og vendte sig for at kæmpe mod profeten(fvmh) mens han råbte: Vis mig så, Muhammad! ”Skån mig ikke, hvis jeg skåner dig”. Mus´ab ibn Umayr sprang sammen med et par andre sahaba frem for at beskytte profeten(fvmh) Umm Umara var blandt dem, og hun indledte en heftig kamp mod Allahs fjender, selvom de var tungt bevæbnet.
Det lykkes Ibn Qumayá at ramme hende over nakken og tilføje hende et alvorligt sår. Profeten(fvmh) kaldte hurtigt på hendes søn:” Din moder! Din moder! Forbind hendes sår. Må Allah velsigne husets folk. Din moders forsvarskamp er bedre end den og dens kamp. Må Allah bringe dem nåde, husets folk”

Da umm Umara så profetens (fvmh)tilfredshed med hendes målbevidsthed og mod, bad hun ham indtrængende: ”Bed Allah om at vi må være dine ledsagere i haven”. Så sagde han” Oh Allah gør dem til mine ledsagere i haven”. Og dette ønske var umm Umaras højeste ønske, og hun kommenterede: ”Jeg er ligeglad med, hvad der må ramme mig i denne verden”.

Den dag fik hun tretten sår, og hun fik behandling for det sår hun havde fået i nakken et helt år derefter.
Hun deltog senere i Yamamaslaget, hvor hun fik elleve sår og mistede sin hånd. Hendes tapperhed gjorde, at hun vandt muslimernes respekt, specielt khaliffernes, der ofte besøgte hende og viste hende særlig opmærksomhed.

Det fortælles i øvrigt, at Omar bin Khattab (raa) engang fik bragt et silkeklæde, som var af særlig fin kvalitet. En af hans folk sagde; ”Det er så og så meget værd”. Du skulle sende det til Abdallah ibn Umars hustru, Safiyya bint Abi Ubayd” (Omars svigerdatter). Men Omar (raa) ønskede ikke, at hans svigerdatter skulle have det: Dette vil jeg ikke give til Ibn Umar. Jeg vil skænke det til en, der i højere grad har fortjent det - Umm Umara Nusayba bint Ka´b. På dagen for Uhudslaget hørte jeg profeten (fvmh) sige” Lige meget om jeg så til højre eller venstre, så jeg hende kæmpe foran mig.”

Sådan var umm Umara, krigeren der stod, da mange flygtede. Den, der sendte sin søn tilbage til kampens hede, og som var parat til at ofre sit liv for profeten(fvmh)
Til gengæld lavede profeten dua for, at hun måtte være blandt profetens ledsagere i paradiset.
Må Allah velsigne os med et lignende mod, selvopofrelse og udholdenhed.Ameen.

Oversættelse; Z. Muhammed