Fajr 02:54 | Shuruq 04:46 | Dhuhr 13:17 | Asr 17:42 | Maghrib 21:46 | Ishaa 23:29 (Mere...)

Profeten Mohammed

Skrevet af Fazl Ahmad - Lahore.

Omsider kom det lykkelige øjeblik. Tidligt om morgenen mandag den 22. april 571 blev Allahs sidste profet født. Ham som hele verden havde ventet på, kom omsider. Det skete i det lykkelige forår. Der var glæde overalt, såvel på jorden som i himlene. Den gode nyhed blev bragt til Abdul Muttalib, der straks løb til Aminas hus. Han var ude af sig selv af glæde, da han så det himmelske spædbarn. Aldrig før havde han set et så dejligt og strålende ansigt. Han tog barnet i sin favn, og gik direkte til Kaabaen. 2/37


Den udødelige historie

Historien om den velsignede fødsel, nåede her til Pakistan for mere end 12 århundreder siden. Vore forfædre hørte den fra Muhamed ben Qasim og hans mænd. Det blev den smukkeste historie, der nogensinde er blevet fortalt. Siden Qasims dage er den blevet fortalt og genfortalt fra generation til generation. Det er en beretning, som unge aldrig bliver trætte af at høre, og som for de ældre bestandigt beholder sin charme. Mænd, kvinder og børn, har gennem tiderne sunget Allahs pris og hans godgørenhed imod menneskene. Historien er enkel i sin form, og tidløs i sin skønhed. I det gamle Mekka, boede der en ung kvinde, ved navn Amina. Hun var et yderst godt og venligt menneske, og hun kom fra en fin familie. Abdullah, hendes mand, var en ung høvding, som var kendt for sin mandige elegance og sin venlige optræden. Han var søn af Abdul Muttalib, der var leder af de stolte Quraishier. Quraisherne var vogterne af den hellige Kaaba. Abdul Muttalib var, som den øverste leder, ansvarlig for Allahs hus. Dette var en stor ære i Arabien, og Aminas svigerfar var således den kendteste mand i landet. Amina havde kun været gift i nogle få måneder, da hendes mand drog på handelsrejse til Syrien. På tilbagevejen gjorde han ophold i Medina, hvor hans mor var født. Her blev han imidlertid alvorligt syg, og døde kort efter. Da de dårlige nyheder nåede frem til Mekka, blev Amina overvældet af sorg. Hun var da gravid, og tanken om at den kommende baby, skulle fødes faderløs, gjorde hende meget urolig. "Hvordan vil min lille skat føle det, når han opdager at han ikke har nogen far?" tænkte hun. Jo mere hun tænkte over sagen, desto mere bedrøvet følte hun sig. Men hun havde i det mindste en tilfredsstillelse, nemlig at barnet ville holde erindringen om hendes kære mand i live.

Elefantens år

Dette var det velkendte elefantens år, og det havde fået sit navn pga. de elefanter med hvilke Yemens guvernør, Abraha, marcherede til Mekka. Han var et magtfuldt menneske, der ønskede at udødeliggøre sit navn. Derfor opførte han et stort tempel i sin regeringsby. Han forlangte at folk skulle valfarte til hans tempel i stedet for til Kaabaen. Men ingen villle følge hans bud, og folk vedblev at gå i Kaabaen, som de altid havde gjort. Abraha blev klar over sit nederlag, men fandt hurtigt på en udvej. "Jeg må ødelægge Kaahaen, thi så vil pilgrimmene ikke længere drage til Mekka". Med en stor hær marcherede han imod Mekka, og medførte, som nævnt et antal elefanter. Abdul Muttalib, kunne ikke stille noget op imod denne hærskare. Så han forlod byen, og lod Allah om selv at forsvare sit eget hus. Abrahas mænd tog nogle af Abdul Muttalibs kameler.1/37

Den gamle høvding gik da til Abraha, og bad om at måtte få dyrene igen. "Du er bekymret for nogle få kamelers skyld", bemærkede erobreren overrasket. "Har du da slet ingen tanke for Kaabaen?" Hertil svarede den gamle: "Kamelerne tilhører mig, og jeg må passe på dem. Herre over Kaabaen er Allah og han vil værne om sit eget hus". Og sådan gik det. Abdul Muttalib forholdt sig rolig, men Allah sendte en pest for at dræbe Abrahas hær, der blev aldeles tilintetgjort, og Abraha måtte vende skuffet hjem. Kaabaen var så sikker som nogensinde. Begivenheden var et forvarsel om det største vidunder i historien. Få måneder senere blev Mekka beæret af den velsignede fødsel. Den største og sidste af profeterne var på vej ind i verden.

Aminas drøm

Da den velsignede fødsel nærmede sig, begyndte Amina at få vidunderlige drømme. I en af dem, så hun et blændende lys komme ud af sin krop. Det spredte sig mere og mere, indtil det oplyste hele universet. Hver eneste krog, hvert eneste hjørne på hele kloden blev oplyst deraf. Amina blev forbløffet over sin drøm, men var alligevel ikke klar over, at det var et varsel om det kommende barns storhed. Hun havde også en anden vidunderlig drøm, hvor hun så op imod himlen og så en engel nærme sig, indtil den stod foran hende. "Her er godt nyt til dig, oh mor til den velsignede profet! Din søn vil blive menneskehedens frelser, og du skal kalde ham Ahmed". Det var med blandede følelser, at Amina tænkte over sine drømme. Hun var lykkelig ved tanken, om at hun skulle blive den stolte mor, til denne verdens forløser, men tanken om at han skulle blive forældreløs gjorde hende bedrøvet. Amina talte med sin svigerfar, om sine drømme. Abdul Muttalib følte også, at de varslede om en stor fremtid for hans ufødte barnebarn. Af alle sine sønner havde den gamle sat størst pris på Abdullah, og sønnens død kom for ham som et frygteligt chock. Aminas drømme bragte den gamle mand megen lindring. Hans barnebarn skulle blive ganske anderledes end noget andet barn.

Den velsignede fødsel

Omsider kom det lykkelige øjeblik. Tidligt om morgenen mandag den 22. april 571 blev Allahs sidste profet født. Ham som hele verden havde ventet på, kom omsider. Det skete i det lykkelige forår. Der var glæde overalt, såvel på jorden som i himlene. Den gode nyhed blev bragt til Abdul Muttalib, der straks løb til Aminas hus. Han var ude af sig selv af glæde, da han så det himmelske spædbarn. Aldrig før havde han set et så dejligt og strålende ansigt. Han tog barnet i sin favn, og gik direkte til Kaabaen. 2/37

Her gik han rundt og rundt om Allahs hus mens han holdt den lille nye i sine arme. Derpå bragte han barnet tilbage til Amina. Da barnet var en uge gammelt, gav Abdul Muttalib et stort festmåltid. Hele Quraish-stammen var indbudt. "Hvilket navn vil du give barnet", blev han spurgt. "Jeg kalder ham Muhammad (den lovpriste)", var svaret. "Men hvorfor dette usædvanlige navn?" blev gæsterne ved med at spørge. "Ingen anden i din slægt har tidligere båret dette navn". Med en mine af stolthed, svarede bedstefaren: "Det ved jeg, men dette barnebarn er heller ikke som noget andet barn. Jeg ønsker at jorden og himlene skal blive fyldt med lovprisninger til hans ære." Således fik Aminas barn to navne. Hun kaldte ham selv Ahmad. Dette navn blev givet ham af englen. Bedstefaren benævnte ham Muhammad. Begge navne er profetiske. Barnet var bestemt til at blive menneskehedens største velgører, og skulle befri menneskenes sjæle fra alle lænker. Han skulle gøre sig fortjent til evig taknemmelighed og lovprisning. Og han skulle også vise verden Allahs storhed, som ingen anden før eller siden havde været i stand til det.

Barndom

Selv i denne fjerne tid, var Mekka en temmelig stor by, hvor der boede alt for mange mennesker. Byens velstående indbyggere anså ikke Mekka for et godt sted for de opvoksende børn, at være. De plejede derfor, når deres nyfødte var omkring en uge gamle, at sende dem ud på landet, hvor de blev opdraget af ammer. Den friske luft, og de frie omgivelser i ørkenen var til livslang glæde for børnene. De blev stærke og frygtløse, og de tillagde sig landboernes rene sprog. Som vanligt kom ammerne til Mekka, for at se efter børn, og naturligt ønskede enhver af dem, børn fra de rigeste forældre. Rige forældre betød stor belønning. På denne måde vandrede ammerne fra hus til hus, for at finde, hvad de ønskede. I blandt ammerne var også Halima Saadia. Hun vandrede gade op og gade ned men indtil nu havde hendes søgen været forgæves, og efterhånden troede hun, at hun skulle vende tomhændet hjem igen. Halimas mand, Harith, havde fulgt hende ind til byen. En dag kom hun tilbage til deres herberge, endnu mere træt og opgivende end ellers. "Hvad er der galt, kone?", spurgte han. "Er der ingen børn, som vi kan tage med os hjem?". Halima svarede: "Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige. Der er kun et faderløst barn tilbage. Hans strålende udseende vil erobre dit hjerte, men du kan ikke være sikker på hvad resultatet vil blive, af dine anstrengelser". 3/37

"Halima", sagde Harith: "gå straks og hent barnet. Hvem ved om det måske bringer os held". Derpå vendte Halima og Harith tilbage til deres hjem i ørkenen med Aminas barn. Kun lidet anede Halima, at hun af alle ammer, var den heldigste. Hun skulle være plejemor for det største menneske i historien, og han belønnede hende da også, som intet andet plejebarn kunne gøre det. Fra det øjeblik Halima tog spædbarnet i sin favn, fyldtes hendes hjerte af en mærkelig følelse af fred og glæde. Hun følte, at hun var den lykkeligste kvinde i verden. Alle sorger og bekymringer forlod hende pludselig. Snart blev Halima og Harith meget stolte af deres plejebarn. I forvejen havde de fire børn, og det nye barn blev hurtigt højt elsket af de øvrige børn. Aminas faderløse søn bragte en usædvanlig lykke ind i sit nye hjem. Den lille ørkenhytte blomstrede pludselig op. Alting fremstod nu i et helt andet lys. Hele atmosfæren omkring huset syntes nu fuld af liv og håb. Hele familien følte forandringen. En uforklarlig tilfredshed fyldte deres hjerter. Deres geder og får voksede sig tykkere, uagtet de spiste det samme som de plejede. Ja de gav endog mere mælk. Hele familiens liv blev rigere og dybere. Harith og Halima blev det lykkeligste par i Banu-Saad stammen, og helt naturligt stolte af deres gode held. Naboerne talte om dem, og ønskede at det havde været dem, der var de heldige. Halima var glad for at se sit plejebarn vokse så hurtigt. Der var en usædvanlig glød i hans ansigt. Da han var to år gammel, bragte Halima, ham til Amina, der blev overvældet af glæde ved at finde sin søn ved så godt helbred. En epidemi rasede i disse dage i Mekka; derfor fandt Amina ikke at byen var et godt sted for hendes søn at opholde sig. Hun bad derfor Halima om at tage ham med tilbage til sit hjem, i ørkenen. Intet kunne glæde Halima og hendes familie mere. Hendes mand og børn blev glade ved atter at få det velsignede barn tilbage i deres midte.

Mærkelige hændelser

Halimas sønner tilbragte deres dage med at vogte far og geder. De førte hjorden ud i ørkenen hver morgen. Her græssede flokken omkring, hele dage, og knægtene fulgte dem, og havde opsyn med dyrene. Da deres plejebror voksede sig lidt større, tog de også ham med sig, og med øjnene vidt åbne, begyndte den lille at læse i naturens store bog. Ustandselig spurgte han om alt hvad han så omkring sig, for han var stærkt interesseret i at vide alt. Halima følte sig lykkelig. Hendes lille plejesøn voksede i såvel krop som sjæl. 4/37

Men besynderlige ting begyndte at ske. Halimas sønner så at den lille Muhammad, ikke var som andre børn, de kendte. Der var noget højst usædvanligt ved ham. Stenen hilste ham, når han passerede. "Fred være med dig, Oh Allahs profet", hørte de stemmer sige, men de kunne slet ikke få øje på hvorfra stemmerne kom. Ligeledes så de træer og buske bøje sig for Muhammad. Disse begivenheder forvirrede drengene meget. En aften spurgte de deres mor. "Træer og buske bøjer sig for Muhammad (fred være med ham) og stenene hilser på ham. Vi ser det næsten hver dag, men vi ved ikke hvad disse ting betyder". "Tal ikke om det til andre", udbrød Halima, "jeres plejebror er ikke noget helt almindeligt barn. Tag jer godt af ham, for at der ikke skal overgå ham noget ondt". Men en dag hændte der en frygtelig ting. Drengene vogtede dyrene som vanligt, da to engle iført snehvide gevandter, steg ned fra himlen. De kom hen til Muhammad (fred være med ham), tog hans skjorte af, og sønderrev hans brystkasse. Dette skræmte drengene. Grædende løb de hjem efter hjælp. Nyheden foruroligede Halima, der straks løb ud på marken, for at se hvad der var sket. På vejen mødte hun den lille Muhammad (fred være med ham), og hun råbte: "mit kæreste barn, hvem er det som ønsker at skade dig? Åh kære, kære hvorfor vil nogen prøve på at skade mit søde lille barn? Lad mig se, hvad der er sket med dig". "Ingen ønsker at skade mig, mor", kom svaret "det var kun englene. De sønderrev mit bryst og fyldte det med et guddommeligt lys. Men jeg følte ingen smerte. Jeg er ganske uden sår". Halima blev forbavset over at høre dette, men var naturligvis også glad, da hun så at hendes plejebarn ingen skade havde lidt. Hun kunne ikke lade være med at føle stolthed over ham. Han var så ganske anderledes end andre børn! Men samtidig var hun også en smule bekymret, "Hvad betyder alle disse mærkelige hændelser" tænkte hun ved sig selv. "Ganske vist vil mit plejebarn blive sit lands stolthed, men jeg er en fattig kvinde, og er ikke i stand til at holde øje med ham, nu hvor han tilbringer størstedelen af dagen udenfor hjemmet. Jeg må hellere sende ham tilbage til hans mor". Halima talte med sin mand om situationen. Han var enig med hende. "Jeg ville ønske, at vi altid kunne have ham hos os", sagde Harith; "han har bragt os så megen lykke. Men jeg frygter at de mærkelige hændelser vil blive kendt, og måske vil onde mennesker prøve på at tilføje ham skade. Så dette må nu være tiden, hvor han drager tilbage til sin egen familie". Amina blev meget lykkelig, da hendes søn vendte hjem igen. Opholdet på landet havde gjort ham godt. Han havde en stærk krop og et strålende helbred. 5/37

Han talte Banu Saad- stammens rene arabisk. Han så ud som en engel, og var så fuld af løfter.

Aminas død

Aminas mand, Abdullah var begravet i Yathrib. Hvert år besøgte hun hans sidste hvilested. Da Amina også havde slægtninge i Yathrib tog hun sin lille søn med sig, for at han kunne lære resten af familien at kende. Mor og søn blev i byen i en måned. Når den lille dreng besøgte sin fars grav, fyldtes hans hoved af mærkelige tanker. "Far", udbrød han en dag, "Jeg kan lide byen her hvor dit støv er begravet". Da Amina var på vej tilbage til Mekka blev hun pludselig alvorlig syg, og døde kort tid efter. De andre kvinder, der rejste sammen med hende bragte Muhammad tilbage til Mekka. Han var da 6 år gammel, og uden mor og far.

Bedstefarens død

Aminas død kom som et chok for Abdul Muttalib. Den gamle mand tog sig af sit lille barnebarn, og elskede ham højt. Overalt hvor Abdul Muttalib kom frem, fulgte den lille Muhammad ham. Pga. sin stilling som overhoved for Quraish-stammen var Abdul Muttalib reelt hersker over Mekka. Når Quraish-lederne mødtes til rådslagning foran Kaabaen plejede den store gamle mand, at sidde i midten, mens de øvrige placerede sig i en vis afstand, omkring deres leder. Den lille Muhammad (fred være med ham) sad altid ved hans side. To år senere døde Abdul Muttalib pludselig, og efterlod sig et antal sønner. Af disse var Abdullah og Abu Talib, sønner af den samme mor, og Abu Talib fik overladt hvervet at tage sig af den lille drengs videre opdragelse.

En elskelig onkel

Abu Talib var et hjertensgodt menneske, og han holdt mere af sin nevø, end af sine egne sønner. Han havde også gode grunde dertil, nemlig at den lille Muhammad (fred være med ham) var både yderst tiltalende og velopdragen. Han sagde eller gjorde aldrig noget, som mishagede andre, og prøvede på altid at være til hjælp for sin onkel og andre mennesker. Abu Talib var på ingen måde nogen rig mand. Han havde en stor familie, hvis medlemmer måtte arbejde hårdt for at skaffe sig til føden. Drengene var fare- og gedehyrder, men havde også, nu og da, andre tjenester og gøremål, at passe. 6/37

Muhammad (fred være med ham) tog mere end sin del af arbejdet, da han ikke ønskede at være en byrde for sin onkel. Abu Talib så hurtigt hvor hensynsfuld hans lille nevø var, og dette gjorde ham endnu mere venlig imod drengen, og han tog drengen med overalt hvor han gik.

Kommende begivenheder kaster en skygge

Så stor var Abu Talibs ømhed for den lille, at han aldrig tillod ham at være væk for længe, ad gangen. Drengen var blevet 12 år gammel, da hans onkel skulle drage til Syrien på handelsrejse. Rejsen forventedes at tage nogle måneder. Den var lang og trættende. Abu Talib ønskede ikke at Muhammad (fred være med ham) skulle gennemgå rejsens strabadser, så han traf beslutning om at lade ham blive i Mekka. Men heri var drengen absolut ikke enig. "Jeg må rejse med dig, onkel", erklærede han bestemt, "Jeg kan ikke forestille mig, at være væk fra dig så længe". Abu Talib tog derfor den unge dreng med sig på rejsen. Karavanen drog afsted mod Syrien. ørkensolens voldsomme stråler brændte hele dagen lang, men kunne ikke røre Abu Talibs nevø. En sky hang over hans hoved, fra solopgang til solnedgang, og skyen bevægede sig med karavanens fart. Når karavanen gjorde holdt, for at hvile, standsede skyen også. I byen Basra levede der en oplyst kristen præst, ved navn Buheira. Han vidste fra den hellige skrift, at tiden for den sidste profets genkomst nu var inde. Den kloge gamle præst vidste hvad Jesus havde ment med ordene: "Der er stadig mange ting, som jeg må sige til jer, men I kan endnu ikke tåle at høre ordene. Men når han, Sandhedens ånd kommer, vil han lede jer alle til sandheden". Præsten vidste også, at den ventede profet ville passere Basra omkring dette tidspunkt. Derfor stillede han sig hver morgen op på taget af sit hus og spejdede mod horisonten, og blev stående der hele dagen. Omsider så Buheira Abu Talibs karavane, og han fik hurtigt øje på den strålende knægt, der red på en kamel. Han så endvidere en sky der hang over drengens hoved, for at beskytte ham imod solens brændende stråler. Buheira stirrede intenst på drengen, fra top til tå; der var ingen tvivl i hans sind, om at han for sig havde den ventede profet. Buheira kravlede skyndsomt ned fra taget og løb karavanen i møde. Den skulle overnatte i Basra. Efter aftensmaden talte Buheira med Abu Talib. "Hvem er denne dreng?" spurgte han. Abu Talib svarede, at det var hans søn. "Men det er umuligt", sagde præsten og rystede på hovedet. "Denne drengs far er død for længe siden". "Du har ret, kloge mand", svarede Abu Talib forbløffet. "Drengen er min nevø. Min bror døde få måneder før han blev født, men jeg tog ham til mig, og opdrog ham som var det min egen søn". "Det er som det skal være", sagde Buheira med et smil. 7/37

Præsten stillede Muhammad (fred være med ham) mange spørgsmål. "Har engle vist sig for dig, og har du besynderlige drømme?" Drengen fortalte Buheira alt om sit møde med englene, og ligeledes om sine vidunderlige drømme. "Det er nu klart som dagen, at du er Sandhedens ånd, som Jesus varslede", erklærede den kristne præst. "Jeg vil gerne kysse profetskabets segl på din ryg". Han løftede derpå drengens løse skjorte— og se! Der var tegnet på profetskabet! Buheira kyssede det igen og igen. Derpå sukkede han: "Jeg ville ønske, at jeg kunne blive en af dine ledsagere". Han vendte sig mod Abu Talib og sagde: "Pas godt på din nevø, thi han er den sidste profet, som verden har ventet på, i så lange tider. Tag dig i agt for jøderne, for at de ikke skal forvolde ham noget ondt". Abu Talib forstod ikke meget af hvad Buheira havde sagt. Han gjorde imidlertid sit ophold i Syrien så kort som det var muligt, og skyndte sig tilbage til Mekka

Mission

I disse fjerne tider fandtes der ingen skoler i Arabien, og derfor fik Muhammad (fred være med ham) heller ingen undervisning. Alligevel havde han et skarpt øje og et tænksomt sind. Han uddrog en erfaring af alt hvad han hørte og så. Uanset om det var i ørkenens vildnis, eller i markedspladsens mylder, var hans blik fæstnet på livets og naturens grundlæggende kendsgerninger. Intet undgik hans opmærksomhed. Tingenes ydre former var ikke nok for ham; han så efter deres dybere mening, der var skjult for det overfladiske blik. Hans vågne stunder var ofte fyldt med intens tænkning. Hvorfor følger nat efter dag? Hvordan kan årstidernes evindelige vekslen finde sted? Hvad betyder vinde, skyer og regn for menneskene? Hvordan opstår disse forskellige naturfænomener? Hvorfor bevæger himmellegemerne sig i nøje afgrænsede baner? Den tænksomme unge ledte efter svar på disse og andre spørgsmål. Det daglige liv, som Muhammad så omkring sig, gav også næring til mange tanker. Folk tilbad idoler. De drak tæt og spillede om penge. De begravede deres døtre levende. De var grusomme imod deres slaver, og grove mod kvinderne. Og det værste af alt; de satte en ære i at være det! De prøvede at overgå hinanden med alle tænkelige midler, i dette vanvittige kapløb, som ofte ledte til blodige stridigheder. Nogle af disse fejder varede i generationer. Forholdene i Arabien var elendige. Og i de omkringliggende lande var de ikke stort bedre. 8/37

Den Hellige Profet var misfornøjet med denne livsform. Han deltog aldrig i de tåbelige ting, der skete omkring ham, ligesom han heller ikke deltog i idol-tilbedelsen. Støjende forlystelser, gik han langt uden om, og var stille og tankefuld. Han holdt sig langt borte fra fester og markeder, og med tiden tænkte han mere og mere på alt det onde han så omkring sig. Muhammad (fred være med ham) søgte efter en måde hvorpå han kunne befri verden for alt det onde.

Slaget ved Fudjar

Forskellige arabiske stammer var konstant i krig med hinanden. Også Quraish-stammen deltog i en af disse krige, der afbrudt af lange pauser varede i fire år. På det tidspunkt var Profeten en ung mand på femten år. Han var nødt til at holde med sin stamme. Men han vidste, at hans stamme ikke kæmpede for Allahs skyld, så derfor deltog han ikke særligt aktivt i kampen. Han trak ikke sit sværd, men nøjedes med at indsamle fjendens afskudte pile, og række dem til sin stammes bueskytter. Selv afskød han kun få pile. Dette slag er siden blevet kendt som slaget ved Fudjar.

Socialt arbejde

De evindelige kampe, stammerne imellem, bragte lidelser til mange mennesker. De svage led naturligvis mest, og for dem var der ingen hjælp at finde. For år tilbage havde nogle barmhjertige mennesker oprettet en hjælpeorganisation, der skulle bistå de svageste i samfundet, men dette selskab led en hensygnende tilværelse, og var reelt set uden betydning. De sårede og de nødstedte fra slaget ved Fudjar kunne således ikke få nogen hjælp. Den Hellige Profet følte sig dybt berørt deraf. Han besluttede sig til at gøre noget ved sagen. Derfor drog han da til Mekkas ledere og høvdinge, og talte med dem om sagen. Heldigvis var han i stand til at opnå støtte hos en del af dem, og således genopstod det godgørende selskab atter, og Den Hellige Profet blev drivkraften i foretagendet. Med tiden faldt mange af hans støtter fra, men Den Hellige Profet fortsatte ufortrødent sit arbejde.

Kaabaen genopbygges

Kaabaen lå i midten af en lav dal. Et år regnede det så meget at dette afstedkom en oversvømmelse, der skyllede Abrahams tempel bort. Forskellige stammer arbejdede sammen om at genopbygge Kaabaen. Templet var næsten færdigt, kun den berømte sorte sten manglede at blive sat på plads. Men en strid opstod, fordi hver enkelt stamme ønskede at få denne ære. Det syntes nu som om, at kun sværdet kunne træffe en beslutning. 9/37

Ingen fredelig løsning syntes mulig. Da var der en, der fandt på en plan: "Lad sagen hvile til i morgen", tilrådede han, "og den første, der træder ind i Kaabaen i morgen tidlig skal beslutte hvad der skal ske. Alle må da acceptere hans afgørelse". Denne ide syntes alle godt om. Mænd fra forskellige stammer løb til Kaabaen før solopgang, næste morgen, og alle prøvede på at være den første, som trådte ind i Allahs hus. Men alle blev de skuffede, thi en ung mand havde allerede indfundet sig. Det var ingen andre end Abu Talibs nevø. Den Hellige Profet blev bedt om at fortælle, hvilken afgørelse han var kommet til. Han tog derpå et lagen, bredte det ud på jorden, og den sorte sten i midten. Høvdingene blev nu kaldt frem, og bedt om i fællesskab at løfte lagenet til dets rette højde. Alle gjorde som der blev sagt, og da stenen nåede den rette højde, tog Den Hellige Profet den egenhændigt og satte stenen på plads. Denne løsning faldt ud til alles tilfredshed.

Sandhedens ånd

Mekkas stormænd var købmænd og handelsrejsende. Abu Talib skaffede sig ogsa sit udkomme på denne måde, og det var derfor naturligt at Den Hellige Profet blev inddraget i handel. Men han var ikke som andre handelsmænd, idet han var yderst ærlig og pålidelig. Han var venlig i sin tale, retfærdig og åben i sin handel. Han kom aldrig med en forkert udtalelse, men var oprigtig og redelig. Alle der handlede med ham, blev slået af den unge mands store kv

Find os på Facebook

wakf facebook

DIT Youtube

wakf tube

Doner med MobilePay

mobilepay DIT 200x200

Når du besøger www.wakf.com bliver der lagt cookies på din computer, tablet eller mobiltelefon. Vi bruger cookies til webanalyse og statistik, så vi kan se, hvordan brugerne anvender hjemmesiden. Formålet er løbende at kunne optimere, videreudvikle og forbedre hjemmesiden. Statistikken bliver udelukkende brugt til vores interne brug.
Læs mere... Ok Nej tak