Fajr 03:00 | Shuruq 04:50 | Dhuhr 13:17 | Asr 17:41 | Maghrib 21:42 | Ishaa 23:24 (Mere...)

Afghanistan - en krig der er tabt

Skrevet af Imran Shah, Talsmand For DIT den .

Danmark har nu været engageret i en krig, der foregår i Afghanistan siden 2002. I 8 år har Danmark leveret soldater og materiel til en krig langt borte fra den danske virkelighed. Hvordan er det lykkedes at overtale den danske offentlighed at bidrage til denne krig med deres blod?



Hvad tænker de danske mødre og fædre om at deres børn bliver sendt i krig i et land langt borte uden reel betydning for deres dagligdag i Danmark når nu også krigen i Irak blev iværksat på dybt fejlagtige efterretninger?

Er det samme tilfældet med krigen i Afghanistan og hvordan kan vi vide os sikre på ærligheden fra de folkevalgte politikere, når de een gang før har ført den danske offentlighed bag lyset?

Det er spørgsmål som vi alle bør stille os selv, fordi vores danske ungdom er der ingen der kan få tilbage til os, når de først er faldet i kamp. Det gælder også det stigende antal civile afghanere, der må bøde for fejlskud og fejlbomber. Hvordan kan det danske samfund, der før kun involverede sig i humanitære opgaver acceptere disse aggressioner stiltiende? Har den danske regering og offentlighed begreb om hvor svært de i forvejen forarmede afghanske familier får det, når familieoverhoveder bliver nedslagtet. Kan vi som danskere leve med at der for nylig blev dokumenteret et såkaldt hemmeligt fængsel, hvor afghanske fanger bliver sendt uden rettergang og efterfølgende tortureret ligesom romernes katakomber? Kan vores danske samvittighed bære den voksende byrde af menneskeliv, der bliver tortureret og dør i en krig Danmark tager aktivt del? Er dette en del af kampen for demokrati i Afghanistan?

Det Islamiske Trossamfund har svært ved at forstå, hvordan Danmark stadig kan være med i denne meningsløse krig alt imens folkeskolen står til forfald, vores danske unges uddannelses institutioner forringes, vores danske børns vilkår for indlæring forringes, vores danske velfærd skæres ind til benet og vores danske ældre lider en langsom død på hospitalerne fordi de mangler kvalificeret hjælp og personale.

Hvordan kan et samfund acceptere sådanne uhyrligheder for samtidig at bruge oceaner af vores danske skattekroner på krige langt langt borte? Det er ikke til at forstå. Samtidig vil man have den danske befolkning til at arbejde mere.

Det Islamiske Trossamfund i Danmark anbefaler på det kraftigste, at de danske soldater trækkes hjem hurtigst muligt og at de resourser bruges på at løfte kompetence niveauet hos hele den danske befolkning generelt så udkants-Danmark kan blive hjulpet på vej, så efterkommere af indvandrere kan erhverve sig en lære-/praktikplads også hele den danske talentmasse ikke går til spilde og vi sammen på den måde kan få skabt en løsning på det dødvande den danske økonomi befinder sig i øjeblikket.

Det danske samfund har ikke brug for en krig og har ikke tradition for det. Det ville klæde den danske regering at udvise den oprigtige omsorg til den danske befolkning ved at lade Jensen'er blive hjemme med liv og lemmer i behold, så de stadig kunne være mere aktive i et arbejde og med deres familier. Efterhånden er den sædvanlige medfølte omsorgserklæring også ved at vande ud overfor de danske familier, der har mistet deres sønner i denne krig langt borte.

Omsorgen for den danske befolkning kommer ikke ved at engagere sig i en krig langt langt borte og på diktat fra andre stormagter.

Af: Imran Shah, Talsmand For DIT, 16.5.2010

Når du besøger www.wakf.com bliver der lagt cookies på din computer, tablet eller mobiltelefon. Vi bruger cookies til webanalyse og statistik, så vi kan se, hvordan brugerne anvender hjemmesiden. Formålet er løbende at kunne optimere, videreudvikle og forbedre hjemmesiden. Statistikken bliver udelukkende brugt til vores interne brug.
Læs mere... Ok Nej tak