Fajr 02:27 | Shuruq 04:24 | Dhuhr 13:13 | Asr 17:45 | Maghrib 22:01 | Ishaa 23:48 (Mere...)

Pressemeddelelse: Spørgsmålene der aldrig stilles, og svarene der derfor ikke kan gives

Skrevet af DIT, Det Islamiske Trossamfund den .

Mange spørgsmål er blevet stillet de sidste par dage, og de fleste går på hvilke tiltag, der nu skal gøres fremover for at undgå sådanne tragiske hændelser. Det muslimske trossamfund er blevet spurgt ud, om hvad de vil gøre for at undgå radikaliserede muslimer. Det jødiske samfund er blevet spurgt ud, om hvad de mener er nødvendigt. Integrationsministeren er blevet spurgt ud om antiradikaliseringsprogrammer. Politiet er blevet spurgt om behovet for flere politifolk og eventuel oprustning med mere mandskab. Politikerne er blevet spurgt ud, om hvad de mener er nødvendigt i kølvandet på sådan en episode. Og nogle af de svar, der gives er isoleret set ikke forkerte, men det største problem er, at præmissen for spørgsmålene er ganske vakkelvorn og usikker. Det betyder, at man reelt set ikke kan bruge svarene til noget, og at man derfor snyder og bedrager den almindelige befolkning og luller dem i en falsk tryghed, hvor man tror, at der gøres noget effektivt, men hvor man i virkeligheden kun er med til at hælde benzin på bålet.

 At stille de rigtige spørgsmål kræver lige så meget som at give de korrekte svar. Vores problem i dette samfund er, at der ikke kan gives nogle rigtige svar, når spørgsmålene, der stilles er forkerte. Det Islamiske Trossamfund opfordrer atter til, at man får en offentlig debat om årsagerne til denne hændelse frem for at tage det som et absolut sandhedsbevis, at eksempelvis radikalisering har været problemet. Der er i vores optik ikke nogen tvivl om, at uagtet hvor mange antiradikaliseringstiltag, man måtte have haft, så ville det ikke kunne have forhindret dette skyderi, hvor flere uskyldige mennesker måtte lade livet.
 
Til mindehøjtideligheden var der fantastiske budskaber om sammenhold og nødvendigheden af at stå sammen i et fælles samfund bestående af kristne, jøder og muslimer. Hertil skal naturligvis tilføjes alle andre religiøse eller ikke-religiøse samfund. Men når man med den ene hånd eksempelvis ønsker at holde på det jødiske samfund, mens man med den anden hånd forbyder dem helt essentielle elementer af deres identitet og religion, som eksempelvis retten til at spise i henhold til deres tro og retten til at omskære nyfødte. Forbud, der i øvrigt også rammer det muslimske samfund og som ikke mindst er med til at polarisere, fremmedgøre og skabe et ”os” og ”dem” samfund.
 
Vi hører desværre kun de spørgsmål – rigtige eller forkerte - som vi har hurtige svar til. Tiden og situationen kræver af os, at vi går skridtet videre.

Når du besøger www.wakf.com bliver der lagt cookies på din computer, tablet eller mobiltelefon. Vi bruger cookies til webanalyse og statistik, så vi kan se, hvordan brugerne anvender hjemmesiden. Formålet er løbende at kunne optimere, videreudvikle og forbedre hjemmesiden. Statistikken bliver udelukkende brugt til vores interne brug.
Læs mere... Ok Nej tak