Fajr 04:07 | Shuruq 05:48 | Dhuhr 13:09 | Asr 17:05 | Maghrib 20:29 | Ishaa 22:03 (Mere...)

Imamer udeladt af regeringens plan om radikalisering i København.

Skrevet af DIT, D.I.T den .

I kølvandet på de hændelser der fandt sted i Paris på det ekstreme antimuslimske satiremagasin, har den danske regering valgt at støtte et antiradikaliseringsprogram for 60 mio. Kroner. Pengene skal gå til tiltag, der ikke inkluderer imamernes rådgivning på området. Det aspekt af planen hilser Det Islamiske Trossamfund velkomment.

Det gør vi ud fra det simple faktum, at frivillig dialog er mere ærlig og jo mindre den dialog er styret af penge, desto mere bestandig vil den indsats være. Det Islamiske Trossamfund er selv et klokkeklart bevis på dette, set i lyset af de mange majoritetsdanskere fra alle samfundslag, der dagligt er i kontakt med os. Havde vi ikke arbejdet frivilligt og i stedet modtaget penge fra de skiftende regeringer, så ville flere årtiers arbejde falde til jorden med det samme, fordi ingen ville fra den ene dag til den anden dag modtage penge for deres arbejde med ”dialog”.

Ingen imam med respekt for sig selv burde række hånden ud til dialog for samtidig at tage imod penge fra Staten med den anden hånd. Det ligger dybt i de islamiske værdier, at dialog er vejen frem. Og er dialogen blottet for penge, er det et endnu stærkere redskab, da dialogen så foretages med et oprigtigt hjerte og sind. Pengene kan bruges meget bedre andre steder, og til det vender vi tilbage til.

Planen mod antiradikalisering er trådt i kraft hurtigere end hidtil set og som en eller anden studehandel. I Københavns Kommune er der hurtigt blevet nedsat et såkaldt ”ekspertpanel”. Et ekspertpanel, der består af en række mennesker, der lever af at se og formode terrorisme overalt. Det vil med andre ord svare til, at man lod ulvene passe fårene. Alt i alt efterlader planen os med en række spørgsmål. Planen ser ud til at være hastet igennem. Ingen politiker eller ”ekspert” har haft så meget som én ærlig diskussion, om hvad de bagvedliggende grunde er for radikalisering. Ingen politiker eller ”ekspert” har udlagt, hvad fokus er, når de taler om radikalisering. Taler vi om en bestemt type kjortel, en turban, den muslimske kufi, mere end 3 cm skæg? Hvor er vi på vej hen og hvad skal vi som danskere koncentrere os om?

Sidste aspekt, som vi ikke helt har forstået, men som vi ser frem til, at politikerne inden længe gør os klogere på, er, hvad der forstås ved radikalisering? Taler vi om radikaliserede højreorienterede, der gavmildt deler ud af både verbale og fysiske overgreb på især kvinder og børn? Taler vi om den voksende rå og hadske tone, der inficerer online-universet og som dagligt når Breiviske dimensioner? Venter vi et par år, har vi nok fuldgyldige Breivik-sympatisører, der ikke er bange for at føre ord til handling. Så kan det måske godt være, at planen for antiradikalisering skal justeres en smule – for at sige det mildt. Ellers vil der til den tid – og må Gud forbyde det – være for sent at snakke om at kanalisere nogle af skattekronerne over til den del af befolkningen, der også betaler skat – men som har en anden tro.