Fajr 02:28 | Shuruq 04:24 | Dhuhr 13:14 | Asr 17:45 | Maghrib 22:01 | Ishaa 23:48 (Mere...)

Pressemeddelelse: Det Islamiske Trossamfund tager stærkt afstand fra terror

Skrevet af Medie- og Politikudvalg den .

Søren Espersen har i dag udtalt, at man bliver nødt til at bombe civile – herunder børn og kvinder – i krigen mod Daesh. Vi er i Det Islamiske Trossamfund, og hele det muslimske samfund i Danmark, dybt forargede over denne udtalelse. Det er dybt forrykt, at en toppolitiker og en leder af vores land kommer med en så inkriminerende udtalelse. Ikke blot går den på kompromis med alt, hvad Danmark står for – et samfund, der bryster sig af menneskerettigheder, frihed og tolerance – men det er også en direkte opfordring til at begå terror, for det er hvad det er, når man direkte opfordrer til at gå efter civile mål med henblik på at opnå et politisk mål.

Det Islamiske Trossamfund tager afstand fra at andre terroriseres og opfordrer hermed andre til at gøre det samme. Og hvis ikke man vælger at tage klar afstand, så må det per se betyde, at man er enig i terror og billiger dette, såfremt man skal følge den eramus montanus logik, som muslimer udsættes for til dagligt, når de gang på gang bliver påtvunget og afkrævet en afstandstagen fra alskens ulykker rundt omkring. Hermed skal siges klart fra Det Islamiske Trossamfund: Vi tager afstand fra Dansk Folkeparti med denne udemokratiske udtalelse og dette terrorskabende forslag.

At tænke sig at dagen skulle oprinde, hvor den officielle holdning fra Dansk Folkeparti er, at det er i orden at dræbe uskyldige kvinder og børn. Omend man ikke kan erklære sig enig med Dansk Folkeparti i særlig mange punkter, så undres det, at man som menigt medlem af dette parti, vil blive ved med at lade sig blive ført bag lyset af ens ledere. En folkevalgt politiker opfordrer til drab på kvinder, børn og andre civile, og hans formand tør end ikke at tage bladet fra munden i en simpel afstandstagen.

Hver gang der sker et terrorangreb, håber man, at reaktionen er besindelse og en solid tro på ens egne retsprincipper. Det sker, fordi vi er mange, der lever fredeligt sammen og som kommer godt ud af det med hinanden uanset baggrund. Hver gang et samfund bliver angrebet på så bestialsk vis, så står vi sammen uanset om det er i Syrien, Afghanistan, Irak, Libanon eller Frankrig. En direkte opfordring til brud på Genevekonventionen om beskyttelse af uskyldige civile, hører dog til sjældenhederne i dansk politik. Det minder mere om den form for statsterrorisme, som besættelsesmagten i Palæstina udøver overfor palæstinensere. Det vil en folkevalgt politiker og formand for Det Udenrigspolitiske Nævn nu gerne have indført i dansk krigspolitik for at bedre at kunne bekæmpe fjenderne. Alle de traktater der blev indgået efter 2. Verdenskrig, vil denne politiker fra det yderste højre nu gerne rulle tilbage ved ikke at skelne imellem civile og soldater. Det er i den grad et udtryk for foragt for menneskeliv og for ens egne retsprincipper.

Søren Espersens udtalelse giver genklang af et tidligere tiders Europa, hvor mørke kræfter fik lov til at løbe frit og uimodsagt. Det er, når gode mennesker tier, at onde kræfter får lov at udfolde sig. Det er på tide, at det politiske Danmark tager klart afstand fra denne mands udtalelser og viser, at der stadig findes gode, fornuftige mennesker, som ikke ønsker at bringe os ind på en løbebane, der fører os tilbage til tidligere tiders totalitarisme. Terror er ikke acceptabelt uanset, hvilken afskygning det har, og uskyldige må holdes uskyldige og ikke dræbes eller inkrimineres uagtet hvilken religion, nationalitet eller kultur, de måtte have.

Spørgsmålet, der trænger sig på, er har Dansk Folkeparti med Søren Espersen og Thulesen-Dahl i front nu gjort Danmark til et endnu mere legitimt mål for den slags terrorangreb, når han og hans formand billiger selvsamme? Kære venner i Danmark: med sådanne udtalelser skaber vi terroren selv og henter den direkte hjem til kære Danmark. Er det virkelig en pris vi gerne vil betale?

Når du besøger www.wakf.com bliver der lagt cookies på din computer, tablet eller mobiltelefon. Vi bruger cookies til webanalyse og statistik, så vi kan se, hvordan brugerne anvender hjemmesiden. Formålet er løbende at kunne optimere, videreudvikle og forbedre hjemmesiden. Statistikken bliver udelukkende brugt til vores interne brug.
Læs mere... Ok Nej tak