Fajr 02:58 | Shuruq 04:49 | Dhuhr 13:17 | Asr 17:41 | Maghrib 21:43 | Ishaa 23:26 (Mere...)

Det reelle tyranni…

Skrevet af DIT den .

Vaclav Havel sagde engang: ’Had er vigtigere for dén, der hader end objektet for selve hadet’.

Netop det had følte danske muslimer, da Jyllands-Posten for fem år siden ekstremt bevidst og med fuldt fortsæt valgte at forhåne og latterliggøre os som minoritet. JP valgte at ofre det hårdt opbyggede åbne danske samfund til fordel for avisens ønske om at angribe en minoritet i det danske samfund.

Ingen beklager mere end Det Islamiske Trossamfund, at Jyllands-Postens hadefulde adfærd mod danske muslimer endte i ambassadeafbrændinger og vold. Men ansvaret ligger hos den danske regering, som trods massive danske og intenationale opfordringer ikke ville tage afstand fra JP’s angreb på de danske muslimer, men i stedet valgte at gøre sagen til et spørgsmål om ytringsfrihed.

Det Islamiske Trossamfund har aldrig ønsket at angribe den klassiske europæiske ytringsfrihed, som vi også nyder godt af. Men vi protesterer højlydt, når nogen misbruger ytringsfriheden til bevidst at forhåne og latterliggøre minoriteter - og så er det helt ligegyldigt om det er muslimer, jøder eller for den sags skyld minoriteten af kirkelige kristne danskere.

JP har i anledning af femåret for tegningerne opfordret Det Islamiske Trossamfund til at skrive den kronik, hvilket vi ser som en ny vilje til dialog.

Hvilke tegninger? Jo det er næsten absurd at stille dette spørgsmål, og dogalligevel ikke da svaret ikke er så entydigt. Mange vil raskt væk svare: Muhammed- tegningerne, om end dette er direkte misvisende og forkert. Profeten Muhammed (Må Guds fred og velsignelser være over ham og over alle af Guds profeter som Abraham, Moses og Jesus), har aldrig haft en krise. Tværtimod har han været succesfuld i langt størstedelen af de begivenheder, han har været involveret i. Hans betydning og forbillede for muslimer og Islam kan ikke understreges nok. Støttet af Gud og med et budskab om kærlighed, barmhjertighed, tolerance og respekt. Derfor er det misvisende at snakke om en Muhammed-krise. Samtidig er han aldrig blevet afbildet korrekt, og der eksisterer til dags dato ikke nogen korrekte tegninger af ham. Når tegningerne på samme tidspunkt repræsenterer ondskabsfulde og åbenlyste forhånenede elementer, så kunne de derfor ikke være mere fjerne fra Profeten Muhammed. Jyllandspostens-krisen eller Jyllandspostens-tegninger er derfor et mere passende navn.

Hvad skete der egentlig?

Det Islamiske Trossamfund i Danmark skrev et brev til daværende Kulturminister Brian Mikkelsen med en kopi til de resterende ministerier efter, at tegningerne var blevet trykt. Der blev forespurgt om regeringens holdning til JPs optryk af disse dybt forhånende karikaturtegninger. Det var vigtigt at vide, om dette var en officiel politik fra regeringen, eller om det var udtryk for en skarp højredrejning hos JP i avisens politik overfor det dansk-muslimske mindretal i Danmark.

Havde regeringen med blot en enkelt klar udtalelse isoleret JP’s aktion mod muslimerne til en provokation fra en højreorienteret avis, så havde krisen været afværget. Regeringen valgte at ride med på JP’s togt i et forsøg på at score point i den såkaldte værdikamp, og dermed eskalerede krisen.

Kulturministeren vendte ikke tilbage, og derfor blev der appelleret til det internationale samfund. Der er set flere eksempler på, at mindretal i forskellige lande tager deres sag til det internationale samfund, når denne falder for døve ører hos de respektive landes regeringer. Regeringen ville i dette tilfælde ikke forholde sig til vores forespørgsel, ej heller da en række internationale ambassadører bad om et møde for at drøfte omfanget af og alvoren i karikatursagen. Ydermere blev der advaret om, at såfremt sagen ikke blev håndteret korrekt, ville det føre til en eskalering af konflikten, hvilket vi desværre bevidnede efterfølgende. Omtalen af danske muslimer i den offentlige debat helt generelt og deltagelsen i krig i muslimske lande bidrog yderligere til det flammende og sørgelige scenarie. Kunne det være undgået? I allerhøjeste grad.

Hvis diskussionen havde handlet om anstændighed overfor det dansk-muslimske mindretal, ville regeringen have fremstået som en moden og klog eksponent for inkluderende politik. Det ville også have været bemærket internationalt, men Det Islamiske Trossamfund tændte sammen med de øvrige dansk-muslimske foreninger forgæves alle de advarsels-lamper, der kunne tændes. Statsminister Anders Fogh Rasmussen insisterede på, at det var tale om en diskussion af ytringsfriheden isoleret set og ikke om ansvarlig brug af den grundlovssikrede ytringsfrihed i samspil med andre grundlovssikrede rettigheder – til eksempel blasfemiparagraffen, også kendt som §140 i Straffeloven. Den efterfølgende ambassadeafbrænding og de mange dødstab i diverse lande som følge af masseprotester var dog ét af flere kedelige og sørgelige elementer, som vi alle havde håbet på kunne undgåes.

Handlede det virkelig om ytringsfrihed?

Danske politiske ledere har i mange år påpeget, at ethvert samfunds retfærdighed vurderes på, hvor godt majoriteten behandler minoriteten. Det viser hvilken vej samfundet har begivet sig ud på. Er det et sundt demokrati eller et mørkt tyranni? Majoriteten af muslimer, der lever i de vestlige samfund stiller ingen spørgsmål ved den grundslovssikrede ret til at ytre sig. Ej heller har denne ret på noget tidspunkt været ønsket bortskaffet af danske muslimer. For at understrege dette så har det aldrig for Det Islamiske Trossamfund handlet om at begrænse ytringsfriheden, som det så ofte er blevet lagt os i munden.

For danske muslimer har det handlet om, hvor modent og ansvarsfuldt, det var, at ytringsfriheden blev anvendt til direkte at tyrannisere og undertrykke andre med. Vi diskuterer altså indholdet og ikke retten til at ytre sig, fordi den europæiske opfattelse af ytringsfrihed anderkendes bredt af danske og andre europæiske muslimer. Samtidig vil vi forbeholde os retten til at være stærkt uenige i fremføringen af et budskab, der har til formål at tjene ‘Hån, spot og latterliggørelse’ af hver femte verdensborger.

Det betyder ikke, at danske muslimer nu kræver særrettigheder. Den danske Grundlov indeholder en meget vigtig paragraf om blasfemi, som slet ikke kommer til sin ret i dag, og som bør ses i et nyt lys. I kraft af at Danmark har inviteret indvandrere, der har bidraget til at holde velfærdssamfundet kørende siden 1960’erne, så er blasfemipararagraffen vigtigere end nogensinde. Vigtigere fordi denne minoritet af danske muslimer frivilligt har valgt at bibeholde deres religion. De indfrier de løfter et demokratisk samfund giver dem. Og de respekterer disse rettigheder, som er at finde i den danske grundlov, modsat de stater, de kommer fra. Et stærkt demokrati kan rumme alle slags minoriteter. Disse minoriteter må naturligvis også forvente at blive udfordret, men det må ske i en sober og anstændig tone.

Udfordringen viste sig ved, at Rigsadvokaten afviste brugen af §140 under JP-sagen, selvom nogle jurister var uenige i hans betragtning. §140 forbyder forhånelse og spot af religion. JPs formål med karikaturerne var netop dette inklusiv ’latterliggørelse’.

Danske muslimer anerkender og støtter ytringfriheden, men vi kæmper på linje med de fleste religiøse samfund i Danmark for at blasfemiparagraffen skal bruges, når rabiate kræfter misbruger ytringsfriheden til at undertrykke religiøse minoriteter (herunder også kirkelige kristne danske) gennem forhånelse, spot og latterliggørelse. I det primært ikke-religiøse, danske samfund er det derfor endnu mere vigtigt at beskytte de religiøse mindretal.

Danmark har tidligere grebet ind, når grupper har misbrugt ytringsfriheden til at undertrykke mindretal. I 1938 greb den daværende Justitsminister ind overfor de antisemitiske skrifter, fordi alternativet ville have medført en legalisering af antisemitismen.

Hvad med Islamofobi? Intet i blasfemiparagraffen indikerer, at den skal tilgodese en bestemt religiøs minoritet. Antisemitisme er idag generelt forbudt og fordømmes meget hurtigt i de vestlige samfund. Skal vi have lig på bordet før blasfemiparagraffen beskytter danske muslimers religiøse følelser?

Der var ingen lig på bordet i 1938 og lige præcis derfor, burde der ikke være en forskel på samfundets håndhævelse af blasfemiparagraffen, uafhængig af trosretningen, som krænkes og forhånes.

Afskaffes blasfemiparagraffen bliver en betragtelig del af det hårdt tilkæmpede demokrati, skåret væk og vejen henimod et samfund, hvor en minoritet ikke kan føle sig sikker grundet en anden religion, vil pludselig synes farbar. Der er flere historiske eksempler på, hvor galt det kan gå i sådanne tilfælde.



Når du besøger www.wakf.com bliver der lagt cookies på din computer, tablet eller mobiltelefon. Vi bruger cookies til webanalyse og statistik, så vi kan se, hvordan brugerne anvender hjemmesiden. Formålet er løbende at kunne optimere, videreudvikle og forbedre hjemmesiden. Statistikken bliver udelukkende brugt til vores interne brug.
Læs mere... Ok Nej tak